KuRser

Ønsker du en dybere forbindelse og mere samhørighed med din hest?
Har du brug for nye indspark, flere praktiske øvelser og inspiration i træningen mod en balanceret hest?
Vil du have fornyet din viden og samtidig få nye succesoplevelser med din hest i forskellige træningsemner?

Mine kurser byder på en kombination af omhyggelig teoriundervisning i forlængelse af skræddersyede enelektioner af deltagere med hest målrettet til at styrke både bånd, samarbejde og præstation. 

Dybdegående viden, tilpasset træning og fleksibilitet er nøgleordene

Jeg tilbyder forskellige ‘kursustemaer’, som danner en rød tråd for teorioplæg, som er med til at gøre kurset en helhedsoplevelse af viden og forståelse i sammenspil med håndgribelige redskaber, ‘følelsen med hesten’ og samarbejdet i praksis. 

Uanset kursets tema er målet for mig at skabe heste, som er i balance både fysisk og psykisk gennem empatiske, indfølelende og ‘less is more’-tilgange. Lektionerne er derudover altid tilpasset den enkelte ekvipage, der essentielt bliver centrum for lektionens indhold.

Forslag til kursustemaer

... eller noget helt fjerde du har i tankerne?

new forest pony, frihedsdressur, intrinzen inspireret træning, klikkertræning, ellen sauer, hestetræning, target, trav

Intrinzen inspireret træning

Sådan kan du bruge klikkertræning til at booste din hests bevægelsesglæde samtidig udvide din træning med nye øvelser fra jorden for mere balance, stabilitet og bæring.

Denne kombination af frihed og propriotræning er et fantastisk sidestykke til dressurtræning, der forbereder og styrker hesten til ridning.

 

Varieret dressur og funktionel træning

Sådan sikrer du dig god og positiv kommunikation med din hest, som redskab i at din ridning bliver holdbar og sundere for din hest. Vi stiller skarpt på balance, bæring og brugen af sidebevægelser og deres funktion.

Der er så mange måder at træne dressur på udover at sidde på hesten, som der gives inspirerende, praktiske og konkrete eksempler på til dette kursus!

agility, miljøtræning, barn, pony, udekørende agilitybane, agilityarrangement, kursus, ellen sauer, ellen sauer hestetræning

Hestens kropssprog og miljøtræning

Sådan giver du din hest mere frihed i træningen ved at øge dens fokus på dig gennem miljøtræning: jo mere modig og ‘ligeglad’ din hest er med forstyrrelser, jo mere overskud har den til at lytte til dig fra jorden og i ridning.

Samtidig bliver du klogere på din hests kropssprog, så du kan aflæse og hjælpe din hest i forskellige situationer: dette er særligt relevant til sensitive og reaktive heste, så både tryghed og sikkerhed er prioriteret.

"Ellens kurser er helt fantastiske og får mine varmeste anbefalinger, så hvis I på noget tidspunkt overvejer at tage på kursus i jordarbejde, så tøv ikke med at tage afsted! Det giver så meget ny inspiration til træning med sin hest - uanset hvilket niveau man er på! Min hest og jeg har været med på kursus, og jeg håber på at komme afsted igen næste år."
udtalelse
Trine M.
Deltager m. hest

Vil du høre mere om at arrangere et kursus?

Skal vi tage en snak om hvad mulighederne og alt det praktiske ved at arrangere kursus, så kontakt mig meget gerne.

Praktisk

Jeg anbefaler dig, at du gennemgår følgende anbefalinger/tjekliste til dig som kursusarrangør:

✓ Varighed: Hvor mange dage skal kurset vare? Indtil videre har jeg god erfaring med 2 dages kurser, der kan passe ind i en weekend: lørdag til søndag, hvor de fleste mennesker har fri. 

 Faciliteter: Med det til tider ustadige vejr, der findes næsten året rundt i Danmark, anbefaler jeg at du har en ridehal til rådighed, så man kan søge i læ i tilfælde af dårligt vejr. Det forventes, der kan forefindes toiletfaciliteter på kursusstedet.

 Kommission som arrangør: Ønsker du kommision som arrangør er det muligt at medregne i billetprisen, så du eks. får betalt din egen plads på kurset.

✓ Tilskuere: Overvejer du, om du ønsker at åbne for tilskuerpladser, så kan du evt. tænke over følgende fordele og ulemper:
Der kan være fordele ved at have publikum eks. i form af indtjening til kursusudgifter og/eller egen kommission. Du kan også få et tættere netværk i dit nærområde med samme træningsinteresse som dig  – og ønsker du at gentage kurset en anden gang kan tilskuere også være potentielle kursusdeltagere fremadrettet.
Ulemperne kan være et større praktisk arbejde ifbm. kommunikation omkring tilmeldinger samt forberedelse af faciliteter ift. siddepladser etc. For nogle er det også grænseoverskridende at have et større publikum (udover deltagerne med hest), når man modtager undervisning: selvom jeg gør en dyd ud af at skabe et støttende og positivt læringsmiljø for alle!

✓ Interesse og tilslutning: Når du arrangerer et kursus, kan det være en fordel, at du allerede har vendt idéen med andre i din stald, for dine hestevenner eller på Facebook, så du på forhånd har en fornemmelse om, der er interesse for kurset.
Jeg hjælper dig ligeledes med at promovere kurset på mine sociale medier og gennem mit netværk.

✓ Deltagerantal: Der er plads til max 8 deltagere med hest på kurset.

✓ Udstyr: Til afholdelse af teorioplæg medbringer jeg selv alt udstyr (projekter, lærred etc.), og jeg har ligeledes mikrofon og højtaler med til lektionerne med hest, så alle kan følge med i træningen på banen. Du bedes have siddepladser til alle deltagere på kurset samt en forlængerledning, der kan forsyne strøm til højtaleren i ridehallen.

✓  Forplejning: Vil du tilbyde forplejning eks. i form af frokost og/eller eftermiddagssnacks?

"Tusind tak for en fantastisk, inspirende og super motiverende weekend, selvom det var fra en tilskuerplads. Mandag var jeg igang med alle 3 heste. Jeg ser frem til at kunne deltage med hest på et af dine kurser."
udtalelse
Birgitte P.
Teorideltager

Pris

Din investering som arrangør af et 2 dages kursus er 14.000 inkl. moms. (Dagsrate for kurser: 7.000 kr./dag inkl. moms)

Derudover forventes du at arrangere min forplejning (mad og evt. overnatning alt afhængigt af lokation) og dække transportudgifter til og fra Aalborg.

 

 

Eksempel på billetpriser:

Deltager med hest: 2000 kr. eksl. opstaldning
Tilskuerplads: 500 kr. for begge dage eksl. forplejning
Opstaldning: 200 kr. (300 kr. inkl. overnatning)

OBS: Jeg anbefaler at du sætter billetprisen, så du som minimum får dine udgifter dækket ved at sælge 8 deltagerpladser med hest – men det er helt op til dig!

 

Tag næste skridt

Overvejer du at afholde et kursus, så kontakt mig meget gerne for en nærmere snak og afklaring af mulighederne.
Jeg er altid åbne for forslag og skræddersyede løsninger, der passer netop dig!

Ofte stillede spørgsmål omkring kurser

Som arrangør aftaler du og jeg en dato nogle uger før kursets afholdelse, hvor vi tager status på tilmeldingerne. Skulle det ske der ikke er kommet tilmeldinger nok til denne deadline, kan kurset aflyses uden beregning, og de tilmeldte deltagere der måtte være får tilbagebetalt deres penge. Dvs. at du først skal betale mig for kurset, når du har modtaget tilmeldinger nok til at kurset kan afholdes.

Som udgangspunkt vil interesserede deltagere på kurset kontakte dig som arrangør med spørgsmål og tilmeldinger eks. på mail, telefon eller Messenger alt afhængigt af, hvad du foretrækker. Her kan du videregive betalingsoplysninger ift. betaling af kursuspladser: eks. på MobilePay, bankoverførsel eller gennem en billetsalgsside som Sporti.dk.

Jeg anbefaler altid at lave en begivenhed på Facebook eller eks. på Sport.dk, så interesserede kan læse mere om kurset og finde praktisk information. Jeg sender dig inden en tekst om kurset, så du ikke skal opfinde den dybe tallerken mht. beskrivelsen af kursets indhold, hvor du kan indsætte den praktiske info ift. adresse og dine kontaktinformationer ift. spørgsmål eller tilmelding.

Derudover hjælper jeg med at promoverer kurset på mine sociale medier og hjemmeside.

Programmet kan tilpasses til jeres ønsker til kurset i samarbejde med mig ift. mængde af teori og længde på lektioner.

Et foreslag til program og tidsplan m. én daglig teorisession og 40 min. lektioner kunne være:

Kl. 9-9.45: Velkommen / Teori 

Kl. 9.45-10 Pause (1. hest gøres klar)

Kl. 10-10.40: Lektion 1

Kl. 10.45-11.25: Lektion 2

Kl. 11.30-12.10: Lektion 3

Kl. 12.10-13: Frokost

Kl. 13-13.40: Lektion 4

Kl. 13.45-14.25: Lektion 5

Kl. 14.30-15.10: Lektion 6

Kl. 15.15-15.55: Lektion 7

Kl. 16- 16.40: Lektion 8 (/mulighed for ekstra teori ved kun 7 deltagere)

kl. 16.45-17: Afrunding på dagen